Tre nye projekter skal styrke grundlaget for et nationalt genbrugssystem til takeaway-emballage

Udviklingen af et nationalt system for genbrugsemballage til takeaway kræver solid viden om, hvordan forskellige pant- og retursystemer fungerer i praksis for både virksomheder og forbrugere. Derfor igangsætter styregruppen for Partnerskab for takeaway-emballage nu tre projekter, der tilsammen skal give et bedre beslutningsgrundlag for et fremtidigt nationalt genbrugssystem.

Projekterne skal skabe indsigt i virksomheders behov, forbrugernes adfærd og de systemmæssige og driftsmæssige forudsætninger, der skal være på plads for at etablere et velfungerende system. Fokus er både på det, der allerede fungerer i dag, og på de områder, hvor løsningerne fortsat er umodne eller kun afprøvet i begrænset omfang.

Arbejdsgrupper på tværs af værdikæden inviteres frem til midt januar 2026

Styregruppen vil frem til midt januar 2026 invitere deltagere til arbejdsgrupper, som dækker hele værdikæden: virksomheder, takeaway-platforme, restauranter, kommuner, systemleverandører, brancheorganisationer og andre centrale aktører. Formålet er at sikre, at projekterne udvikles og gennemføres i tæt samspil med dem, der skal drive, anvende og understøtte systemet i praksis.

Denne tilgang skal styrke projekternes relevans og gøre det muligt at omsætte analyser, dialog og erfaringer til konkrete anbefalinger, der kan bruges i arbejdet med en national model.

Projekt 1: Genbrugskopper i bybilledet

Projektet skal give en dybere forståelse af, hvad der får virksomheder og forbrugere til at vælge, eller fravælge, genbrugskopper i det åbne byrum. Løsningerne findes allerede, men en central udfordring er at motivere både virksomheder og forbrugere til at efterspørge genbrugskopper og anvende dem konsekvent.

I projektet afprøves incitamenter, adfærdsdesign og praktiske løsninger, der kan styrke anvendelsen af eksisterende genbrugssystemer i Aarhus og København. Ambitionen er både at skabe konkrete forbedringer lokalt og at opbygge et solidt erfaringsgrundlag, som kan bruges til nationale anbefalinger.

 

Projekt 2: Takeaway-mademballage i det offentlige rum og ved hjemmelevering

Projektet skal skabe ny og grundlæggende viden om, hvordan forbrugere håndterer takeaway-mademballage i det offentlige rum og i hjemmet. Der skal undersøges, hvilke typer retur-, incitaments- og afleveringsløsninger der realistisk kan fungere i de to kontekster.

I dansk sammenhæng findes der kun meget begrænsede forsøg og ingen egentligt fungerende systemer for genbrugelig mademballage til takeaway. Den teknologiske og organisatoriske modenhed er derfor relativt lav, og projektet vil fokusere på at forstå muligheder og barrierer samt afprøve tidlige modeller og prototyper i lille skala. Projektet ses som en forundersøgelse, der kan danne afsæt for mere omfattende analyser og specifikation af relevante testforløb.

 

Projekt 3: Lukket system: Events og parker

Projektet skal undersøge, hvordan de mange eksisterende, og kommende, genbrugsløsninger i lukkede og semiåbne systemer, som events, festivaler og forlystelsesparker, kan bruges til at styrke forbrugernes kendskab til genbrugsemballage og skabe læring, der kan bidrage til udviklingen af et fremtidigt nationalt pantsystem.

Der findes allerede en bred vifte af systemer og teknologier med stor variation i design, incitamenter, logistik og kommunikation. Projektet skal skabe overblik over, hvad der fungerer, hvad der kan standardiseres, og hvordan erfaringerne kan bruges som byggesten i en national model.

Hvorfor er det relevant for virksomheder og aktører i værdikæden?

For virksomheder og andre aktører er et nationalt genbrugssystem kun bæredygtigt, hvis det også er praktisk gennemførligt i hverdagen: drift, logistik, økonomi, kunderejse, kommunikation og samarbejde på tværs. De tre projekter er designet til at skabe netop den viden, der kan reducere usikkerhed og gøre det lettere at udvikle løsninger, som både kan skaleres og fungere i praksis.